Børn i udsatte positioner

Til trods for mange års ambitioner om, at børn skal have lige muligheder for at lære og udvikle sig, så er den sociale baggrund stadig afgørende for, hvad børn kan lære og være. Dagtilbud og skoler formår ikke at mindske læringsuligheden – i nogle tilfælde bidrager de endda til, at den forstærkes og reproduceres.

Således indleder Rådet for Børns Læring i 2017 sin beretning fra Formandskabet. Det er stærke ord – at dagtilbuddet reproducerer og måske endda forstærker ulighed i læring – men selvom udsagnet er fra 2017, er der stadig noget om snakken.

Dagtilbuddet er sammen med skolen det institutionelle læringsrum, der har størst betydning for barnets udvikling, trivsel, læring og dannelse. Derfor er det af største betydning, at det pædagogiske personale formår at bedrive en praksis, der ligeværdigt tilgodeser ALLE børn i institutionen. En af forudsætningerne for dette er kendskab til, hvordan den sociale ulighed udfolder sig og mulige årsager hertil.

Arbejdet med social inlusion hænger uløseligt sammen med viden om social ulighed, herunder hvordan det pædagogiske personale, uden at være bevidst om det, er med til at fastholde børn i udsatte positioner. Jeg vil vove den påstand, at kendes de bagvedliggende mekanismer for social reproduktion ikke, er det svært om ikke muligt at bedrive en inkluderende pædagogisk praksis.