Hvis man ønsker at udvikle og kvalificere sin fagprofessionelle praksis, kan det være en rigtig god idé med et objektivt blik. Ved at lade en tredjepart observere praksis skabes nye erkendelser. Det kan som udgangspunkt virke grænseoverskridende at invitere en fremmede ind i huset, men min erfaring siger mig, at man ganske hurtigt glemmer, at jeg er til stede.

En observatør kan overordnet agere på to måder. Enten som deltagende observatør eller som ikke-deltagende observatør. Den deltagende observatør er en aktiv del af det, der foregår på eksempelvis stuen eller legepladsen. Den ikke-deltagende observatør holder sig i periferien. Der er fordele og ulemper ved begge former, så det vil altid være en opvejning for og imod, når metoden besluttes.

Ud over det overordnede mål om udvikling og kvalificering af praksis, kan der være en række særlige områder, man ønsker at fokusere på. Det kan f.eks. være, på hvilken måde inkluderende og ekskluderende mekanismer kommer til udtryk i praksis. Det kan også være bestemte børn, der er i fokus. F.eks. har nogle børn vanskeligt ved at blive en del af institutionens børnefællesskaber, og observationen kan her fokusere på, hvilke strategier disse børn anvender for at blive en del af legen for efterfølgende at identificere pædagogiske strategier for, hvordan I bedst kan understøtte disse børns inklusion.

En observation vil altid blive fulgt op af en fysisk tilbagemelding på det observerede, hvor vi sammen drøfter, hvad jeg har set, og hvordan I på denne baggrund kan udvikle jeres praksis.