Arbejdet med social inklusion i dagtilbud har været centralt siden introduktionen af den pædagogiske læreplan i 2004. Hvad mange måske ikke ved, så var afsættet for introduktionen at bidrage til at reducere negativ social arv gennem en kvalitetsudvikling af pædagogisk praksis. Derfor det daværende og nuværende krav om at forholde sig til, hvorledes den pædagogiske indsats tilgodeser børn i udsatte positioner.

Mit arbejde med social inklusion i dagtilbud er inspireret af den schweiziske læringsteoretiker Etienne Wenger og hans forståelse af praksisfællesskaber. For at der er tale om et praksisfællesskaber – i en inklusionsoptik et inkluderende fællesskab – skal en række forhold være til stede. For det første skal barnet opleve fællesskabet som meningsfuldt, for det andet skal barnet være i stand til at bidrage til fællesskabets virksomhed, for det tredje skal barnet have den fornødne deltagelseslegitimitet, og for det fjerde skal barnet opleve anerkendelse fra fællesskabets øvrige medlemmer.

Ovenstående fordrer både observation af børnegruppen og refleksion over eksisterende pædagogisk praksis for at blive i stand til at imødekomme kravet om inklusion.